Kære medlemmer,
Tak for sidst! Det blev en fantastisk gallafest.
I bestyrelsen er vi allerede ved at planlægge den næste.
Sidste år forsøgte vi at få nye personer til at være en del af de juryer, der står for nominering og tildeling af kredsens fire priser.
Og der kom heldigvis adskillige, som ikke tidligere havde været del af processen, og som deltog med deres erfaringer og holdning til det journalistiske, kommunikative, billedmæssige og kollegiale arbejde, der foregår blandt jer alle sammen.
Det vil vi gerne prøve igen.
Derfor nulstiller vi juryerne og beder alle jer, som kunne tænke jer at være med, om at sende en mail til kredsen på mail@djkreds5.dk – gerne med en melding om hvilken eller hvilke af de fire priser, I gerne vil være med i arbejdet omkring.
Priserne er Den Gyldne, Den Overraskende, Den Visuelle og Den Kollegiale.
Fristen for at tilmelde sig er 1. oktober, og derefter sammensætter bestyrelsen de nye juryer.
Og så skal vi finde flere medlemmer til bestyrelsen.
Sagen er den, at formanden, Brian Laursen, stopper efter denne periode. Det samme gør Theis Eriksen. Så allerede nu vil vi gene appellere til, at I overvejer, om ikke det var noget at blive aktive i foreningen og sætte jeres præg på, hvad der skal ske.
Skal vi udelukkende være en festforening med en årlig galla og et par hygge-arrangementer, eller skal der lægges mere vægt på fagligt indhold?
Vi har nu i to år haft en mandsdomineret bestyrelse med overvægt af medlemmer opdraget i den skrevne presse. Så en særskilt opfordring til at kvinder, kommunikationsfolk og I, der arbejder med billeder eller lyd skænker kredsen en ekstra tanke.
Valget foregår som altid på generalforsamlingen, som vi forventer bliver til marts 2027.
Som en slags "lokkemad" venter en mulig tur til Grønland.
Hvert år er der nemlig kredstræf for de otte journalistiske kredse i Danmark, og i 2027 er det planen, at træffet skal foregå i Grønland. Arrangørerne er i gang med at finde midler, så kredsenes egenbetaling holdes så lav som muligt.
Så hvis sådan en tur lyder spændende, er det i ekstra grad nu, en plads i bestyrelsen skal overvejes.
Kreds 5 deltog ikke på kredstræffet i år, fordi ingen havde mulighed for at være med, men det er den til enhver tid siddende bestyrelse, der beslutter, om et eller flere af medlemmerne skal være med.
Mvh.
Kreds 5' bestyrelse
