§ 1
Kredsen omfatter Dansk Journalistforbunds medlemmer i Kreds 5.
§ 2
Det er kredsbestyrelsens pligt i samarbejde med tillidsrepræsentanterne at overvågeoverholdelsen af forbundets vedtægter samt arbejds- og lønbestemmelser og tage initiativ til faglig mødevirksomhed i kredsen.
§ 3
Årlig generalforsamling indkaldes i et af forbundets medier med mindst 3 ugers varsel. Ordinær generalforsamling holdes hvert år fra 1. februar og så betids at valg af delegerede og suppleanter er afviklet, således at forbundskontoret kan have navne på delegerede og suppleanter senest 15. marts. Kun medlemmer, herunder elevmedlemmer, har adgang. Dagsordenen, der meddeles medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen, skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Kredsens regnskaber
4. Forslag fra bestyrelse og medlemmer
5. Valg, herunder kasserer, suppleanter og revisorer
6. Fastsættelse af kredskontingent med angivelse af kredsbestyrelsens forslag til størrelse
7. Eventuelt
Forslag fra medlemmerne skal indsendes til kredsformanden senest 14 dage før generalforsamlingen.
§ 4
Stk. 1. Kredsbestyrelsen består af formand, kasserer og sekretær. Kredsformanden vælges for et år ad gangen. Kredsbestyrelsens øvrige medlemmer kan vælges for to år ad gangen. Der vælges suppleanter.
Stk. 2. Foreningen tegnes af formanden og i dennes forfald næstformanden. I løbende forretninger kan kassereren tegne foreningen. Kassereren står for varetagelse af foreningens formue, herunder indkassering af kontingent samt betaling af regninger. Kassereren kan råde over foreningens konti, herunder betalingskort og netbank til foreningens konti samt indgå kontrakter herom. Ved større udbetalinger kræves underskrift fra formanden eller i formandens fravær næstformanden.
§ 5
Meddelelse om valg og beslutninger på kredsgeneralforsamlingen sendes senest otte dage efter mødet til forbundsformand og medlemsbladet.
§ 6
Hovedbestyrelsen har ret til at lade sig repræsentere ved kredsmøderne. Kredsens faglige drøftelser betragtes som interne. Kredsbestyrelsens møder kan overværes af medlemmerne, som bestyrelsen kan bevilge taleret. Kredsbestyrelsen kan holde lukkede møder om emner, der af særlige grunde kræver diskretion.
§ 7
Ekstraordinært skal indkaldes til generalforsamling, når mindst 1/6 - dog repræsenterende mindst 2 arbejdspladser - af kredsens medlemmer skriftligt begærer det over for formanden. Samtidig med indkaldelse underrettes hovedbestyrelsen.
§ 8
Tillidsrepræsentanten på den enkelte arbejdsplads er kredsbestyrelsens repræsentant på stedet. Tillidsrepræsentanten formidler indkaldelse til møder, der ikke adviseres gennem medlemsbladet.
§ 9
I tilfælde af ændring af kredsens geografiske område eller dens ophævelse disponeres over midlerne i samråd med hovedbestyrelsen.
§ 10
Vedtægtsændringer kræver, at mindst 2/3 af de tilstedeværende medlemmer på en generalforsamling stemmer herfor. Vedtægtsændringer skal godkendes af forbundets hovedbestyrelse, jf. forbundsvedtægternes § 21, stk. 5.
