Her er de nominerede til årets prisuddeling

DJ Kreds 5 18 feb , 2023 0 Comments Event, Nyhed

Vi kan nu endelig løfte sløret for de i alt 12 nominerede (ud af 37 forslag), som er udvalgt af en fagjury inden for hver kategori.

Men inden du læser de nominerede igennem, synes vi du skal klikke herunder og tilmelde dig årets gallefest og prisuddeling i Holstebro den 17. marts NU! Husk fristen er 1. marts.

Nominerede til Den Gyldne

Dan Sørensen og Casper Roslyng, TV MIDTVEST for streamingserien “For Enhver F*cking Pris”

De to journalister er med deres kameraer kommet tættere på en fodboldklub end tidligere set i Danmark. Serien om Viborg FF tager seeren med ind i fodboldverdenens lukkede rum og giver et unikt og ærligt indblik i en særlig arbejdsplads, hvor op- og nedture er en del af dagens orden. De to journalister er med til vigtige bestyrelsesmøder, ansættelser og når store beslutninger træffes. Det er en serie, der er blevet bemærket over hele landet. Samtidig fanger serien også mennesker, der ikke interesser sig for fodbold.

Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST for sin dækning af ukrainske kvinder og børns flugt til Danmark

Kort efter den russiske invasion fik Karl Erik Lørup organiseret at han kunne komme med en bus fra Ålestrup, der skulle hjælpe ukrainske kvinder og børn til Danmark. Ene mand fik han i løbet af turens tre døgn lavet timevis af rørende og vedkommende reportager til tv-skærmen og sociale medier. Karl Erik Lørup formåede undervejs at få flere at de ukrainske kvinder i tale og leverede adskillige livesendinger til TV MIDTVEST og de landsdækkende TV2-kanaler, mens bussen kørte gennem Polen, Tyskland og Danmark.

Anette Lund Andersen, Dagbladet Holstebro for sine artikler om familieafdelingen i Holstebro

Gennem længere tid har Anette Lund Andersen afdækket en række alvorlige problemer i Holstebro Kommunes familieafdeling. Familier har stået frem og fortalt om manglende hjælp til børn i mistrivsel og ulovligt lange sagsbehandlingstider. Aktindsigter har afdækket millionunderskud og dårligt arbejdsmiljø. Hun har sat lys på hemmeligholdte rapporter og omtalt påbud, som ikke engang de politiske ansvarlige kendte til, før avisen skrev om det. Afdækningen er sket gennem talrige artikler, der hver især vidner om klassisk, gedigen journalistik, der har gjort en forskel.

Nominerede til Den Visuelle

Anders Davidsen, Studio 1-2

Anders Davidsen er en professionel, effektiv og kreativ fotograf, som går den ekstra mil for at få – ikke bare kreative optagelser – men fortællende og illustrerende billeder, som bær historien. Anders tager ikke den nemme vej. Han laver ikke bare optagelser i skulderhøjde med ét kamera. Han vælger forskellige perspektiver og vinkler, bruger forskellige kameraer, drone, GoPro osv. Han går på knæ for historien, og han mestrer variationen i sine billeder, forskellige beskæringer og kompositioner. Han opsøger hele tiden nye fortællemåder og omfavner og udforsker ny teknologi, der kan medvirke til kreativ storytelling.

Allan Bo Poulsen, DR Midt & Vest

Allan Bo Poulsen er manden bag mange af TV Avisens “lukkerindslag”. Han er en mesterfortæller på tv. Hans skæve, underfundige, til tider filosofiske og altid oplagte historier trækker folk ind, får smilet frem, måske en tåre i øjenkrogen og ofte eftertænksomhed. Allan Bo Poulsens indslag er ikke bare rosinen i pølseenden, det er ofte den lækre dessert, som man venter på. En ret med garanti for en fantastisk tv-fortælling. Sammen med fotografer og teknikere forstår Allan Bo Poulsen at udnytte alt det tv kan, og ambitionsniveauet er tårnhøjt. Der er tænkt over det visuelle fra start til slut og makkerskabet med fotografen bruges kreativt og konstruktivt. Lukkerindslag anses af nogle for bare at være hyggehistorier, men Allan Bo Poulsens historier gør meget mere end det. Hans indslag er dem, man husker, når TV Avisen er slut. Vi får de store følelser, perspektiver på samfundet og ægte mennesker. Alt sammen fortalt med kæmpe overskud og stor indlevelse. 

Jens Svenning, TV MIDTVEST

Redigeringstekniker Jens Svenning kan altid redde røven på fotografen, der har haft lidt for travlt i felten. At han altid kan kaste sit stjernedrys over en produktion og hæve den fra almindelig leverpostej, til glans, pomp og pragt. At man altid lige sender noget forbi Svenning, hvis det skal have kvalitet, kant og niveau. Manden er garant for et lækkert visuelt udtryk og bare gennemarbejdet ordentlighed. At han samtidig er beskedenheden og ydmygheden selv, gør måske, at hans talent og bidrag ofte overses. Det er ufortjent, for Svennings bidrag er aldrig ligegyldigt. Det er ofte dét, som hæver produktet til at være netop det, som seerne husker og glædes over. Igennem tre årtier har han leveret og eksekveret på et niveau, som landsdelen har nydt godt af. Blot for at nævne nogle få blandt mange mange produktioner, som har haft gavn af hans kunnen, lister vi Bunkerne, Havets Historier og Guld fra Gemmerne. Et stilistisk overskud kendetegner ham, og han bliver ved med at levere nye kreative løsninger og visuelle vidundere. Skal det være super, skal det være Svenning.

Nominerede til Den Overraskende

David Højmark, stifter, udgiver og journalist på nyhedsmediet KunMors

David Højmark mistede sit arbejde på Morsø Folkeblad, da det lukkede i 2019. Men i stedet for at acceptere sin skæbne og søge mod andre arbejdspladser, besluttede han sig året efter for at etablere et nyt webbaseret lokalmedie på Mors. I en tid hvor flere lokalmedier har måttet dreje nøglen om, viser det, at der stadig er håb for fremtidens lokaljournalistik, hvis man vel at mærke har ildsjæle som David Højmark, der tror på, at den lokale nyhedsdækning fortsat har sin berettigelse. David Højmark er derfor nomineret for at have skabt et levedygtigt lokalmedie i et område, der ellers ville have været uden en selvstændig lokal nyhedsdækning.

Nadja Dam Jensen og Mads Lerche, Dagbladet Ringkøbing Skjern

Læserne af Dagbladet Ringkøbing Skjerns hjemmeside blev i december 2022 mødt af en alternativ og nytænkende julekalender helt uden nisser. Da borgerne i kommunen i samme måned fik nye og flere skraldespande at sortere deres affald i, udtænkte Nadja Dam Jensen og Mads Lerche sammen en skraldejulekalender i 24 afsnit, hvor man skulle gætte i hvilke beholdere, forskellige affaldstyper helst skal havne i. Dagbladet havde tidligere skrevet om den nye affaldsordning, men skraldejulekalenderen gav endnu større læsertal til emnet. Den viste, at mange havde behov for at blive klogere på den korrekte sortering. At det skete på en overraskende og underholdende måde, har været med til at få tungt stof til at glide lettere ned – og til at få affald de rigtige steder hen.

Katrine Holler og Marie Frank Mitchell, Thisted Kommune for Thy for Ukraine

Sammen med det øvrige kommunikationsteam i kommunen gik Katrine og Marie nye veje i deres fag med en anderledes kommunikationsrolle. Få dage efter den russiske invasion lancerede de konceptet Thy for Ukraine med en række lokale aktører, organisationer og erhvervsliv. Med salg af perleplader og pandekager, med fakkeltog og pengeindsamling satte teamet nye standarder for, hvordan man kan styrke kommunikationen til og mellem borgere og erhvervsliv i en kommune. Her gør journalistikken en forskel med nytænkning, handlekraft og mod.

Nominerede til Den Kollegiale

Olav Fonager, TV MIDTVEST

Overskud, ro og fed energi er bare nogle af de ord, der kendetegner Olav Fonager, når han sætter sig i stolen som digital ansvarlig på TV MIDTVEST. Og netop de kvaliteter er med til at gøre ham til en særligt god kollega, for han formår at motivere og sparre med sine kolleger, mens han også gerne tager den ekstra tørn for, at alle når godt i mål. Udenfor arbejdstiden er han desuden også den første til at foreslå en tur på padelbanen eller en fyraftensøl, ligesom han altid frivilligt tager ansvar for fællesskabet, blandt andet ved at være med til at planlægge studietur. For mange er Olav mere end en kollega. Han er også en god ven.

Pia Stenbæk, TV MIDTVEST

Pia Stenbæk er en af dem, der altid arbejder for, at det samlede team shiner, fremfor selv at kæmpe sig frem i rampelyset. Når hun møder ind som redaktør, så er det med en positiv indstilling og et stort smil, og i løbet af dagen holder hun roen og den positive indstilling på trods af travlhed og bump på vejen. Ingen føler sig glemt, for Pia har blik for alle, både dem på redaktionen, men også dem ude i marken. Samtidigt tør hun også udfordre både nye og erfarne kolleger på en god og konstruktiv måde, når det er nødvendigt. Som kollega er Pia altid god til at tjekke op på, hvordan alle har det, og hun er en af dem, man både ønsker ros, men også konstruktiv kritik fra.

Hanne Ried Larsen, DR Midt & Vest

I en branche hvor albuerne er spidse, og mange gerne vil sole sig i succes, har Hanne Ried Larsen givet plads til alle uden at sætte sig selv først. Et afvæbnende smil, en konstant insisteren på ordentlighed og tårnhøje faglige ambitioner har i årevis kendetegnet hende, når hun er mødt på arbejde ved DR Midt og Vest. Om man er praktikant eller erfaren er lige meget for Hanne, når hun lytter og vejleder. Hun har en evne til at samle folk op, når de hænger i bremsen, og kollegerne beskriver hende som inspirerende som få. Samtidigt har Hanne altid været bannerfører for den respektfulde samtale og dem omsorgsfulde omgangstone, mens hun aldrig har været bange for at gå ind i en diskussion. Alt dette har gjort hende til en meget værdsat og respekteret kollega.

Tilmeld dig årets gallafest og prisuddeling

Written By DJ Kreds 5