2011

djkreds5 02 dec , 2015

Dansk Journalistforbunds Kreds 5 har ved en gallafest i Hall of Fame i Holstebro Musikteater fredag den 2. marts 2012 uddelt fire hæderspriser. Priserne er gået til medlemmer af kredsen, der i det forgangne år har gjort en ekstra-ordinær indsats i det midt- og vestjyske medielandskab.

Vinderne af priserne er fundet efter indstilling fra 4 valg-grupper, sammensat af to medlemmer fra de midt og vestjyske medier, samt et medlem fra kredsbestyrelsen. Disse grupper har hver indstillet 3 nominerede kandidater, hvorefter kredsbestyrelsens har udpeget vinderen i de 4 kategorier.

Hovedprisen Den Gyldne Blok gik i år til journalist Jane Gisselmann, Viborg Stifts Folkeblad for artikelserien om Viborg Kommunes behandling af udsatte borgere. Gennem fire cases får læserne den fulde sandhed om kommunens vidtrækkende spareplaner. Konsekvenserne er store og Jane Gisselmann formår med sine velskrevne tekster at berøre os dybt. Social indignation og en stædig vedholdenhed præger arbejdet, som på alle måder giver mening.

De øvrige nominerede til Den Gyldne Blok var journalist Morten Bergholt, DR Midt & Vest for serien om “Uintegrerbare børn”. Og journalisterne Allan Bo Poulsen og Jesper Ibfelt, DR Midt & Vest, og fotograf Michael Lyck Poulsen, Studio 1-2 for dokumentarserien ’Danmarksgade’ bragt i TV-Avisen under valgkampen i efteråret 2011.

Talentprisen 2011 blev tildelt Snorre Brandt Kjærgaard og Lennart Poulsen, Herning Folkeblad:
Efter kun fire måneders praktiktid får Snorre og Lennart til opgave, at producere historier hver dag under U-21 EM. Med selvstændig idéudvikling og godt humør lykkes det dem at levere velskrevne og forrygende historier med både humor, kritisk sans og saglighed.

Den visuelle pris 2011 fik fotograf Morten Stricker, Dagbladet Holstebro-Struer for sine unikke portrætfotos. Morten Stricker formår at løfte sine portrætter til et niveau langt over det sædvanlige. Hans portrætter er i sig selv historier, man dykker ned i og hele tiden finder nye detaljer og lag.

Prisen for Årets Overraskelse gik til Majbritt Bach og Karl Erik Lørup, TV/MIDT-VEST for kampagnen Finn Fjernbetjening. Her er tænkt ud af boksen – og helt skævt! Parret fik til opgave at tilrettelægge en kommunikationskampagne, der forklarede seerne, hvordan de skulle finde TV/MIDT-VEST’s nye kanal. Genistregen Finn Fjernbetjening fik midt- og vestjyderne ind på kanalen og undervejs har han nærmest fået kultstatus.

Ved prisuddelingen og gallafesten i Hall of Fame fredag aften deltog omkring hver fjerde af de 450 medlemmer i Dansk Journalistforbunds Kreds 5, der dækker hele Midt- og Vestjylland.